Biografi af Birgitte Fich

Birgitte Fich Christensen

Jeg er født i 1944 i København. Mine første leveår tilbragte jeg med min mor og farmor. Min far, som var frihedskæmper under krigen, måtte tage til Sverige. Han nåede lige at se mig før han tog af sted.

Det gav anledning til nogen opmærksomhed, da jeg meldte min ankomst. Mine forældre havde været gift i 10 år og regnede ikke med at få børn.

Skoleforløbet blev afsluttet med realeksamen og stor skoletræthed, som ikke inspirerede til yderligere studier på det tidspunkt. Det havde været mit faste ønske under opvæksten at blive lærerinde eller kunstmaler.

Ved ansættelsen hos SAS i 1967 fik jeg ”luft under vingerne”. Mange udenlandsrejser og oplevelser. Det var også her, jeg mødte min første mand.
I 1973 fødte jeg en dejlig dreng på Rigshospitalet.

Min interesse for lægevidenskab og alternativ behandling startede i 1985 og resulterede i en 1-årig zoneterapeutuddannelse på Helseskolen.

Der blev også tid til at male indimellem, men efterhånden svigtede inspirationen. Og ønsket om at forlade den traditionelle billedkunst og gå nye veje meldte sig.

I 1991 kom jeg i kontakt med Hannibal Måne, som underviste i helt anderledes teknikker, og efter et årstid havde jeg min første udstilling i Bellacenteret i forbindelse med en alternativ messe. Samme år var der udstilling i Astrologihuset.

I 1993 holdt jeg malerkurser i Westend i København.
Samme år så jeg for første gang fotos af malerier, som jeg aldrig havde set magen til. Jeg var fuldstændig overvældet. Kunstneren hed Peter Fich Christiansen. Hvordan ville det være muligt at få kontakt med ham? Det viste sig at Peter boede på den anden side af  kloden nemlig i Australien.

Jeg fik hans adresse og besluttede mig til at skrive til ham. Da Peter er dansk og har familie her, som han besøgte en gang imellem havde vi mulighed for at mødes i 1994. Mødet forløb godt og i slutningen af året rejste jeg seks uger på besøg i Melbourne.

Der var for os ingen tvivl om, at vi skulle skabe en fremtid sammen, og at vi skulle bosætte os i Danmark. I slutningen af 1995 flyttede Peter hertil, og i 1997 blev vi gift.
Vores samarbejde har efterhånden manifesteret sig på flere måder bl.a. med præsentationen af de 7 kvindelige Mestre.

Formålet med mine billeder er at synliggøre de højere verdener, som hjælper menneskeheden. Billederne kan benyttes til fokusering og meditation, som vinduer til de lysende universer.
Det er ikke nødvendigt med vejledning og facitlister men derimod et åbent, intuitivt og sansende sind.
              

 

Forside


Alle rettigheder forbeholdes Birgitte Fich, udviklet af ComSupport Gruppen © 2005-2007 - Admin